Tre Hvidovre-klubber i unikt samarbejde: BK Friheden med til at hente stor international turnering til byen
Det er første gang, at Boldklubben Friheden, Hvidovre IF og Rosenhøj Boldklub går sammen om en begivenhed af denne størrelse. Formålet er både at skabe en fantastisk fodboldoplevelse for ungerne og vise, hvad det lokale klubsamarbejde kan løfte.
Stort fokus på bredden og fællesskabet Selvom stævnet er vokset til 90 hold fra bl.a. England, Holland og Spanien, handler turneringen først og fremmest om breddefodbold, glæde og godt kammeratskab. De yngste deltagere er helt ned til 6 år.
"Vi har planlagt alt ned til mindste detalje. Der kommer helt sikkert nogle feberredninger undervejs, men det bliver et minde for livet for rigtigt mange," fortæller ungdomsformand i BK Friheden, Roland Sørensen, som selv har stor erfaring fra lignende turneringer i udlandet.
Udover kampene på banen bliver der oprettet et stort aktivitetsområde med hoppeborg, pannabane, opvisninger og fairplay-priser til deltagerne.
Stærk opbakning i lokalområdet Turneringen afvikles i samarbejde med organisationen Euro-Sportring, mens de mange tilrejsende spillere og trænere skal indkvarteres på lokale skoler i Hvidovre.
Turneringen løber af stablen den 23.-24. maj på Avedøre Stadion. Alle medlemmer, forældre og lokale borgere opfordres til at kigge forbi, nyde stemningen og heppe på de mange glade fodboldspillere. Der er gratis adgang hele weekenden.
